94_1686218654829955_1896184763833342

Den 8. november afholdes traditionen tro Salling Group Skills. Begivenheden, hvor vi hylder de dygtige og passionerede elever og deres håndværk.
Vi vil gerne præsentere dig for én af de dygtige finalister fra føtex, nemlig Philip Hellesøe fra Føtex Sønderborg.
Philip på 23 år er i lære som gourmetslagter – og ventes at færdiggøre sin uddannelse i 2019.

//

Hvorfor har du valgt denne uddannelse?

Det er et fantastisk springbræt til mit videre liv – og til fremtiden. Uddannelsen er meget alsidig, og åbner op for mange muligheder og karriereveje.
Derudover er gourmetslagterfaget både udfordrende og spændende.

Hvad er dine drømme for fremtiden?

Drømmen når jeg er færdig, er at kunne blive ansat som slagtersvend og så arbejde sig op til at blive slagtermester. Så kan jeg kombinere mit håndværk med ansvar og ledelse. Det tiltaler mig.

Hvad synes du om at være med i Salling Group Skills?

Jeg synes det er et spændende forløb jeg er i gang med. Jeg bliver sat på prøve i forhold til min kreativitet og udfordrer hele tiden mine egne grænser.
Salling Group Skills er med til at rykke mig personligt og fagligt på rejsen mod finalen og selvfølgelig også på vej mod min svendeprøve.
Derfor synes jeg det er et godt tiltag Salling Group gør for sine elever, som er med til at udvikle os både fagligt og personligt

Hvad har du lært gennem forløbet?

Jeg har lært at tænke innovativt og kreativt i dagligdagen som gourmetslagter. For mig er det kreative et udviklingsområde, som jeg har fået styrket betydeligt gennem deltagelsen i Salling Group Skills. Det kommer til at styrke mig til finalen, til svendeprøven og i den hverdag som uddannet gourmetslagter, der venter i fremtiden.