29_720051834797688_1077714592364742

Nu kan du endnu engang møde Karen, der er vores delikatesseelev i Salling Aarhus – og finalist ved såvel Dansk Supermarked Skills og DM i Skills.

HVORFOR HAR DU VALGT DENNE UDDANNELSe?
Jeg har altid haft en passion for madlavning, og da jeg opdagede mulighederne for at arbejde med det valgte jeg at starte på grundforløbet ’’Mad til mennesker’’.
Da vi under grundforløbet havde en del gourmetslagtertimer, fandt jeg hurtigt ud af, at det var sjovt at skære, og så gik kniven måske en smule hurtigere for mig, end for mange af de andre. Derfor fik jeg lysten til at gøre mere ud af at være gourmetslagter.
For cirka halvandet år siden valgte jeg at skifte til delikatesse-delen af faget samt at skifte elevplads. Det har bare fået min passion for uddannelsen og faget til at vokse yderligere.

HVAD ER DINE DRØMME FOR FREMTIDEN?
I fremtiden vil jeg gerne ud at have mere erfaring med faget, på sigt måske en lederstilling indenfor gourmetslagter- og delikatesseområdet. Jeg leger også ind imellem med tanken om at blive underviser en dag, så jeg kan give viden, passion og inspiration videre.

HVAD SYNES DU OM AT VÆRE MED VED DANSK SUPERMARKED SKILLS?
Det er en utrolig fed og spændende oplevelse. Det er en rigtig god udfordring. Det er en god måde at styrke sig selv fagligt og personligt.

HVAD HAR DU LÆRT GENNEM FORLØBET?
Det vigtigste jeg har lært gennem Dansk Supermarked Skills er at arbejde målrettet og struktureret. Jeg har lært at agere bedre under pres og udviklet mine kompetencer i dele af faget, som jeg ikke til dagligt får mest erfaring i. Det har været en stor og god oplevelse hele vejen igennem.
Nu ser jeg frem til at bruge læringen i finalerne ved såvel Dansk Supermarked Skills og til foråret DM i Skills, hvor jeg er udtaget til at dyste mod de allerbedste indenfor mit fag fra hele Danmark.