95_215153332547100_321459271916505

Yasmin fra Slagelse er Danmarks bedste bagerelev.
For andet år i træk er Yasmine Weiglin fra Bilka i Slagelse kåret som den bedste bagerelev blandt alle elever i Salling Group

Danmarks bedste bagerelev er fra Slagelse og hedder Yasmine Weiglin. Den 19-årige bagerelev, der til daglig arbejder i Bilkas bagerafdeling, har netop kunne lade sig hylde og modtage en check på 15.000 kroner, da hun og 22 andre finalister deltog i Salling Group Skills, som er Salling Groups årlige mesterskab for delikatesse-, gourmetslagter- og bagerelever i føtex, Bilka og Salling.

Det er andet år i træk, at den unge bagerelev fra Slagelse snupper førstepladsen og dermed kan kalde sig den bedste bagerelev blandt alle elever i Salling Group.
– Det var helt vildt at vinde igen. Det er der ikke nogen, der har gjort før. Det er fedt at have muligheden for at vise, hvad man kan, siger Yasmine Weiglin.

Til finalen skulle Yasmine lave wienerbrød, kransekage, små desserter og samtidig bage seks brød efter egen opskrift. Yasmine havde valgt at lave et gennemgående tema over H.C. Andersen og hans eventyr, og hun imponerede særligt dommerne med et højt fagligt niveau og stor kreativitet.
Brødene med krydderier som chili, hvidløg og oregano var inspireret af eventyrforfatterens mange rejser, mens de små desserter var bygget op omkring fortællingen om Snedronningen med smagsnoter af mint, spiseligt sne og istapper.

Intet overladt til tilfældighederne //

At kunne indtage førstepladsen og blive kåret som Danmarks bedste bagerelev har krævet mange timers forberedelse. For 19-årige Yasmine har intet været overladt til tilfældighederne. Derfor er timerne efter endt arbejdsdag i bagerafdelingen i Bilka i Slagelse blandt andet blevet brugt på at udvikle forskellige opskrifter.
– Der var ikke noget, der måtte være tilfældigt. Brødene er bagt efter min helt egen opskrift, og det er svært at have med krydderier at gøre i et brød, så jeg har nok bagt det 20-25 gange, før den var der. Men det er også bare en ekstra udfordring, siger Yasmine.

Heldigvis er intet af Yasmines bagværk gået til spilde, og det har kollegerne i varehuset nydt godt af.
– De seneste uger op til finalen har jeg nok trænet 5-6 timer hver eneste dag. Jeg har heldigvis fået hjælp fra alle kolleger i varehuset. Hver gang jeg har bagt noget, har jeg sat det ned i vores kantine, og kollegerne har været rigtig søde til at give deres tilbagemelding på, hvad de syntes, fortæller Yasmine.

Drømmer om at blive konditor //

Det er andet år i træk, at Yasmine deltager i Salling Group Skills, og faktisk har den unge bagerelev en sidste mulighed for at deltage i mesterskabet for elever igen til næste år, inden hun er udlært.
– Det kunne da være sjovt at være med til Skills igen til næste år og dermed bruge det som en forberedelse, når jeg skal til svendeprøve i november, fortæller Yasmine.

Yasmine er udlært 1. december 2019 og herefter er planen at uddanne sig til konditor.
– Jeg har villet være konditor siden jeg var lille. Jeg elsker at arbejde med mine hænder og se resultater, mens man kan arbejde lidt med hovedet og bruge lidt matematik. Jeg tager nok en læreplads udenfor Bilka, men jeg kommer sikkert også tilbage igen på et tidspunkt og vil tid den tid have noget mere erfaring, og måske jeg endda kan tage nogle lederkurser, siger Yasmine Weiglin.

Om Salling Group Skills //

I alt har 94 bager-, delikatesse-, og gourmetslagterelever fra føtex, Bilka og Salling deltaget i Salling Group Skills, og de 23 af deltagerne nåede helt frem til finalen. I september var finaledeltagerne på træningsweekend på Kold College i Odense, hvor de blev undervist, inspireret og udfordret i forskellige discipliner, og siden da har Yasmine trænet intenst frem til mesterskabet både på arbejdet og derhjemme.

Til finalen i Salling Group Skills dystede 23 delikatesse-, gourmetslagter- og bagerelever på tværs af Salling Group om en samlet præmiesum på 180.000. Mesterskabet afholdes med henblik på at kvalitetsløfte føtex, Bilka og Sallings gourmetslagter- og bageruddannelse, give eleverne stolthed, motivation og engagement og vække de unges appetit for faget.